Detailhandlere, webshops og servicevirksomheder jonglerer i dag med et væld af administrative opgaver, voksende kundekrav og et stigende antal salgskanaler. Det bliver hurtigt tidskrævende og uoverskueligt, da de forskellige systemer sjældent arbejder sammen. Resultatet er et manglende overblik over kunderejsen og nøgledata i realtid.
Selvom omnichannel har været udbredt siden 2010’erne og har sikret en ensartet kundeoplevelse på tværs af kanaler, er det ikke længere nok. Data er fortsat adskilt, og det skaber flaskehalse i både drift og service. Men med unified commerce får detailhandlere og servicevirksomheder mulighed for at integrere alle salgskanaler og systemer på én platform og i realtid. Det betyder, at de har adgang til opdaterede oplysninger om lager, salg og kunder – alt samlet ét sted.
Denne udvikling er i fuld gang, og særligt små og mellemstore virksomheder vil opleve et markant digitalt løft, som giver forretningsmæssig vækst.
Maksimal fleksibilitet for kunderne
Unified commerce er ikke kun en teknologisk opgradering – det er en nødvendighed for at imødekomme den moderne forbrugers forventninger. For kunden betyder det en gnidningsfri oplevelse, hvor de kan skifte mellem online- og offlinekanaler, som det passer dem.
F.eks. kan en kunde købe et par sko online og returnere dem i butikken uden problemer. Eller måske køber man en bluse i en butik i Paris og beslutter sig senere for at returnere den via butikkens danske webshop. Denne fleksibilitet fjerner friktion i hele købsoplevelsen og skaber øget kundetilfredshed og loyalitet.
Fordele for erhvervsdrivende
Uanset om det drejer sig om tøjindkøb eller restaurantbesøg, og uanset om kunderne handler online, offline eller en kombination af begge, frigør unified commerce værdifulde ressourcer.
Med adgang til realtidsdata på tværs af forsyningskæden bliver det lettere at styre alt fra lager til betalinger. Derudover giver unified commerce et dybere indblik i kundernes købsmønstre og præferencer, så man kan skræddersy markedsføringsindsatser og loyalitetsprogrammer for at fastholde dem.
For servicevirksomheder som restauranter betyder unified commerce, at de kan håndtere alt fra booking og bestilling til betaling på én samlet platform. Kunderne kan bestille via apps, web eller personligt, mens restauranten administrerer alle transaktioner ét sted. Det optimerer processerne, forbedrer kundeoplevelsen og giver mere effektiv ressourceudnyttelse.
Fremtidens standard for vækst
Med unified commerce kan små og mellemstore virksomheder tilføje nye salgskanaler eller betalingsmetoder hurtigt og nemt. Lige så vigtigt er det, at de kan forberede sig på en fremtid, hvor kundernes behov og forventninger fortsat udvikler sig.
Unified commerce vil drive strategiske beslutninger, der ikke blot understøtter vækst, men også forbedrer salg og kundeloyalitet i en verden, hvor digitalisering er nøglen til succes.