Ifølge DetailWatch, som har talt med kæder og butiksejere, har Black Week givet endnu et ryk mod onlinehandel. Det bekræfter vores data baseret på de godt 30.000 webshops, der anvender Quickpay som online betalingsløsning.

Salget steg med 107 mio. kroner

Fra 2023 til 2024 er salget steget med 107 mio. kroner fordelt på godt 300.000 flere transaktioner. I 2023 blev der således omsat for 2,4 mia. kroner, hvor tallet i år er over 2,5 mia. kroner. Det svarer til en vækst på knap 4,5%.

I 2023 var den gennemsnitlige indkøbskurv 672 kroner, hvor den i 2024 var 647 kroner. Indkøbskurvens størrelse ændrer sig ikke markant sammenlignet med årets øvrige uger, så omsætningsvæksten kommer fra de mange flere transaktioner.

Kickstart på julegaveindkøb

Ifølge Dansk Erhvervs analyse af danskernes forventede forbrug på Black Friday 2024, som blev gennemført i oktober måned, forventede 4 ud af 10 danskere at handle på årets Black Friday og/eller Black Week.

80% af dem, der forventede at købe noget, ville anvende muligheden for at få handlet julegaver. Desuden forventede 74% at købe Black Friday-tilbud i danske netbutikker, 62% i fysiske butikker og 38% i udenlandske netbutikker.

Black Friday kom til Danmark i 2010’erne og har siden været en af årets største shoppingdage – hvis ikke den største. Black Week er ofte startskuddet på årets julegaveindkøb, og derfor tager denne uge et tigerspring sammenlignet med den samlede omsætning i ugerne inden og ugerne efter. Omsætningen er fordoblet i dette års Black Week sammenlignet med ugerne op til. Det samme gælder for 2023. Tallene for årets sidste uger i 2023 nåede heller ikke op på samme højde som sidste års Black Week.